Profil

100 Mands Klubben blev stiftet den 24/03 1980 med det formål at støtte førsteholdet, i en tid hvor det var svært, for en på det tidspunkt forholdsvis ny klub, at skaffe sponsorer. Klubbens historie går dog endnu længere tilbage, det hele begyndte nemlig med en "målklub", d.v.s. en gruppe af tilhængere der støttede førsteholdet med et beløb pr. scoret mål i hjemmekampene. Ideen til "målklubben" kom fra Per Bjerregaard, der bragte den med sig fra Randers Freja. Det var da også en række af de nuværende ledere af B.I.F., med Per Bjerregaard, Emil Bakkendorff, Steen Lerche og andre i spidsen, der tog initiativet til stiftelsen af 100 Mands Klubben.

I de første år efter stiftelsen, var 100 Mands Klubben, via salg af faste pladser til medlemmerne, en vigtig bidragsydere til førsteholdet.

100 Mands Klubben støtter fortsat førsteholdet gennem salg af pladser til medlemmerne, men herudover støttes førsteholdet/klubben også på andre områder. Desuden er aktiviteterne udvidet med støtte til amatørafdelingen, f.eks. har klubben i 2002 købt nyt EDB udstyr til aktivitetsrummet i klubhuset, til glæde og gavn for de mange, der benytter det hver dag.

Gennem årene har 100 Mands Klubben udviklet en række medlemsaktiviteter, idet vi, udover at støtte klubben på en række områder, også har et ønske om at tilbyde forskellige aktiviteter til medlemmerne. Af aktiviteter kan nævnes busture til udvalgte udekampe, spilleraftener med indbudte spillere/trænere, kåring af foråret/efterårets spiller, samt sommer og julefester. Deltagelse i disse arrangementer er naturligvis frivilligt, men mange ser det som en mulighed for, at få nogle fornøjelige timer sammen med de øvrige medlemmer af 100 Mands Klubben.

Skulle du havde fået lyst til at blive medlem eller høre mere om 100 Mands Klubben, kan du via hjemmesiden komme i kontakt med et medlem af bestyrelsen, der med glæde svarer på de spørgsmål, der måtte være. Desuden er det muligt, at blive passivt medlem. Derved opnås der mulighed, på lige fod med de øvrige medlemmer, at deltage i de aktiviteter der arrangeres, eneste forskel er, at man ikke har en fast plads til kampene. Prisen er kr. 250.- for et kalenderår, og tilmeldingen kan ske via hjemmesiden.

Asger Welander
Formand

 

Tilbage til forsiden